Her til aften kunne man i TV-avisen høre om nogle hundeinternater, som nægter at aflive de nu forbudte pittbullterrier og andre såkaldt dræber-hunde. Internaterne får dem i en lind strøm for tiden af ejere, som ikke længere må have dem, men som heller ikke kan få sig til at tage livet af dem. Internaterne siger nej til at aflive gode, levedygtige hunde, sågar et kuld helt nyfødte hvalpe. Flere dyrlæger siger det samme.

Jeg har stor forståelse for deres afgørelse. Dyr er vel ikke bare en smid-væk-ting.

En tanke slog mig dog. Tænk om man sagde det samme på landets sygehuse: Vi nægter at aflive gode, levedygtige børn.

Læseren føler sig måske en anelse forvirret – “aflive levedygtige børn”. Det er der vel ingen, der gør? Jo, såmænd er der så. Rundt regnet 15.000 hvert år aflives på landets sygehuse og lægeklinikker. Ganske vist ikke børn udenfor mors mave endnu. Men inde i mors mave er der fri jagt på børn i Danmark, året rundt.

‘Jamen de er da ikke levedygtige…’  Nogle af dem er. De fleste ville ikke kunne klare sig uden morens kuvøse, men bortset fra det er de i fin form – og allerede fint formede, med synlig næse, mund, ører, fingre, sågar negle.

Pittbullterrier får TV-avisens bedste sendetid. Det gør de ufødte børn ikke. De er graviditetsaffald, de kastes ud med fostervandet, de ryger ud med hospitalets øvrige skrald.

Vi beskytter vore børn mod dræberhunde. Men ikke mod drab. Vi forlanger dræberhundene aflivet for enkelte tilfælde af skamferende, dødelige bid. Men vi selv afliver med sikker, klinisk hånd et par skoleklasser hver dag.

Vi har større behov for beskyttelse mod os selv end mod dræberhunde.

For et par uger siden var der en anmeldelse af en bog af Signe Wenneberg om skilsmisser. Anmelderen skrev følgende: “Videre kløgtigt for parforholdets holdbarhed er heller ikke Wennebergs syn på utroskab. I hendes univers er sidespring skarntydesaft for samlivet. Det forgifter og dræber. Forfatteren har iført sig moralske briller fra et svundent århundrede og vil ikke anerkende, at udenomsægteskabeligt knald kan fungere som en ventil. Og dermed lukke luften ud af nogle frustrationer i forholdet, eller mere banalt, give det sexterapeuter betegner som et “lille pift” i hverdagen. (…) Hvem pokker tror i ramme alvor, at man alene har sex med den, man har hjertenskær i resten af ens virksomme liv? Dyb kærlighed og øm hengivenhed gør ikke immun over for fristelser.”

“Hvem pokker tror i ramme alvor, at man alene har sex med den, man har hjertenskær i resten af ens virksomme liv?” Jeg melder mig på stedet. Jeg tror på det. Jeg er troende. Jeg er praktiserende troende. Jeg har kun haft sex med min kone. Ingen andre. Ingen andre i hele verden. Jeg er monogam. Jeg tilhører en sekt af monogame. Vores hemmelige perversitet består i, at vi kun har sex med den ene ene.

Vi er fristede, fristede til op over begge ører. I den forstand har jeg haft sex med adskillige. Mellem ørerne, i fristelsens afkroge. Jeg er stærkt fristet til polygami. Men jeg afstår. Jeg tror ikke på det. Jeg tror, det er skarntydesaft for forholdet. Jeg tror ikke ét sekund på et “lille pift”, på ventilen, på udluftning. Jeg tror, det er en sexforkvaklet tids sidste figenblad for tomheden. Sexuel tomhed, sexuel mathed og mæthed, som følge af at det gode figenblad for længst er revet af. Figenbladet der skulle dække for vores naturlige blufærdighed, for vores instinktive fornemmelse for sammenhæng mellem kærlighed, sex  og troskab. Figenbladet er for længst revet af. Lad os være nøgne, lad os være paradisisk nøgne for hinanden, alle sammen, grænseløst nøgne, grænseløst korpulerende med alt og alle, forenede i den store menneskeheds knald. Big Bang, den nye fødsel, fødslen af den amoralske menneskehed. Halleluja.

Gud fri os vel.

Jeg har haft en sælsom og en smule forstemmende oplevelse fornylig. Efter en begravelse kom et menneske op til mig dirrende af vrede over, at jeg “havde misbrugt anledningen”. Jeg var forbavset – “Hvordan misbrugt?” Jo, jeg havde været meget missionsk. Endnu mere forbavselse kombineret med et udsagn om, at det var min enfoldige opfattelse, at alle præster var sat til at missionere. Mennesket uddybede: Jeg havde sagt alt for lidt om afdøde og alt for meget om Jesu død på korset og opstandelsen. Det måtte jeg gerne gøre ved en almindelig gudstjeneste, men ikke ved en begravelse.

Det kritiske menneske præsenterede sig selv som grundtvigsk. Jeg øjnede en åbning. “Grundtvig”, sagde jeg, “han kunne om nogen forkynde Kristi død og opstandelse, så håbet lyste.” Men lige lidt hjalp det. Jeg havde øjensynlig ikke fattet det grundtvigske.

Stakkels Grundtvig. Han skal lægge navn til meget. Det er egentlig min uortodokse opfattelse, at de sidste nulevende grundtvigianere i landet, er de såkaldt missionske, alt inklusive. De vil dog endnu jævnt hen en levende kristendom, en Kristus-nær forkyndelse, og såmænd oftest i en ret lys, nærmest grundtviansk udgave. Der findes sandt at sige få ægte Hans Kirk-indremissionske. De fleste er blevet til en slags grundtvigianere. På godt og ondt. Men i denne sammenhæng på godt, vil jeg mene.

Men det mente begravelses-revseren altså ikke. Og det skal vedkommende ikke have utak for. Jeg fik en vigtig påmindelse om, at jeg skal blive ved med at forkynde Kristus – også ved begravelser. Ellers sker der ikke en pind. Ikke så meget som et kritisk kvæk, vil der lyde, hvis jeg nøjes med at fortælle rørende om afdøde tilsat en smule kristendom light, meget, meget lysere end Grundtvig. Ja, selv lysere end Ingemann, hvis salme “I østen stiger solen op”, jeg valgte at prædike over. Men hovsa, måske var det simpelthen der, det gik galt for mig. Ingemann var måske mere missionsk end godt – og Grundtvig –  er. Arh, mon dog, den holder næppe ved byretten i Nørre Snede.

Jamen så er problemet ganske enkelt, at de er missionske over en bank, selv de mildeste og lyseste af dem. Hvad skal vi dog gøre ved begravelserne? Lad Kim Larsen komme til. Ikke mere missionsk-grundtvigsk-ingemannsk påtrængenhed. Om lidt blir her stille.

Jeg vågnede i morges kl. 6. Kunne simpelthen ikk sove mere. Nederlaget kværnede rundt i kroppen. Nederlaget til Japan. Jeg skal prædike om at elske fjenden på søndag. Gælder det også japanerne?

Nå, men livet går videre. Dog ikke i Frankrig. Der er alt tilsyneladende standset efter deres holds exit af turneringen. De har stoltere tradtioner at have nederlagsfølelsen i, men når man hører om national selvransagelse i forbindelse med fodboldlandsholdets nederlag, begynder man at lure. Når nederlaget får alle fra minister til menigmand til at tale om hele befolkningens svigtende moral, ringer en alarmklokke. Ganske vist er fodbold det vigtigste af alle uvigtige ting, som en pave skal have sagt. Men altså kun af uvigtige ting.

Jeg får en lille mistanke om, at denne kollektive selvransagelse skyldes noget andet end lidt proportionsforvrængning. Jeg tænker på, om den skyldes, at Frankrig er et skridt længere fremme i sekulariseringen? Når Gud med alt hvad deraf følger sættes på pension, bliver mennesket eneansvarlig for alt mellem himmel og jord. Også moralen, nationens ve og vel, hele verdens ve og vel. Man bliver sin egen værste dommer. Alt kan blive til fordømmelse. Et landsholds svigtende moral kan blive et spejl af hele nationens svigtende moral. Vi er alle skyldige. Overfor hvem? Overfor os selv og hinanden.

Det er tungt. Livet uden en Skaber og Dommer er tungt. Når jeg skal skabe mit eget liv og være min egen dommer, går det hårdt for sig.

Men det er altså på høje tid at få skiftet den gamle garde ud, træeneren med, på det danske landshold…

I dagens Kristeligt Dagblad kan man læse, at Poul Joachim Stenders biskop har afvist en klagesag mod Stender. Det drejer sig om en klagesag om hans bog om Gud og sex.

Jeg registrerede en mærkelig ligegyldighed i min egen reaktion på det. Allerede da sagen blev anmeldt, mærkede jeg en form for desillusion: ‘Hvad nytter det? Der sker ikke en disse alligevel. Der kommer aldrig en sag ud af det, biskoppen lader det passere…’

Lad det være sagt med det samme: Jeg har stor sympati for mennesket Poul Joachim Stender. De få gange, jeg har mødt med ham, har givet mig indtrykket af et ualmindelig rart, nærværende og i bedste forstand lidenskabeligt menneske. Jeg har ikke sjældent glædet mig over indspil fra hans side. Selv når det drejer sig om sex har Stender en og anden pointe, som er god og vigtig. Men jeg er for længst stået af, når det drejer sig om hans – tiltagende? – grænseløse sex-budskaber. Det er så meget ude i hegnet, at det er ubegribeligt, at han kan slippe afsted med det som præst i en kristen kirke. I en debat med mig i P1 i vinter blev han af journalisten spurgt, om han også ville sige god for swingerklubber. Ja, hvorfor ikke, lød svaret, hvis det ikke skader nogen, men gøres i frivillig glæde, så glæder Gud sig sikkert også over det. Stenders forsvar for frivillig prostitution (modsat: narko- og slaveprostitution) er også velkendt.

Det er ufatteligt. Det er kristeligt og menneskeligt talt så langt ude, at man på en måde ikke tror sine egne ører og øjne. Det er som forskellen på, at den treårige i trods vælter et glas på gulvet, og så at han raserede hele køkkenet og knuste samtlige glas og tallerkener. I det første tilfælde tager man som forældre pædagogisk fat i det, man ved, at den slags kommer. Man ved, at der er en vej frem. I sidste tilfælde ville man stå magtesløs måbende, simpelthen ikke ane, hvad der overhovedet er på færde, og hvad man skulle stille op.

Jeg tror, at min på forhånd nærmest opgivende reaktion på Stenders vilde sex-raid, er en form for total vildrede med situationen: Hvordan lader det sig gøre, at den slags kan prædikes frit og frejdigt i kirken? Og nu endda biskoppeligt sanktioneret… 

Jeg vil ikke afvise, at min reaktion har forbindelse med hele den åndeligt-teologiske situation i folkekirken at gøre. Der går ikke en uge, uden at man i Kristeligt Dagblad kan læse noget, som giver udtryk for en kristendomsforståelse, der for en generations tid siden ville have været komplet utænkelig. At prøve dæmme op for det hele føles på forhånd umuligt.

Sandt at sige er det vel også umuligt. Det er på tide at indse det. Skal kirke og kristendom finde fodfæste i kommende generationer i Danmark, skal der er et rent guddommeligt under til. Og heldigvis, kan man vel tilføje. For skulle det reddes ved menneskehænder, blev det sidste værre end det første. Skulle det hænge på nogen af os, der gjalder op i tide og utide, ja, så var fanden først for alvor løs. Så ville fanatismen og farisæismen sejre.

Men alt mens vi venter på Gud, er der selvfølgelig ingen af os, der slipper for arbejdet. Arbejdet med at forkynde Kristus og modsige løgnen. Hos os selv og alle andre.

Kronikken i torsdagens Kristeligt Dagblad var på én gang dybt interessant og forstemmende læsning. Provst Steffen Ringgaard Andresen og sognepræst Ulla Salicath lancerede en kristendomsforståelse, som er i fuldstændig tråd med kirkens første store læremodsætning: gnosticismen. Gnosticismen havde sin storhedstid i 2. århundrede, og var ifølge en af det 20 århundredes store dogmehistorikere, Alois Grillmeier, nær ved at gøre hele den kristne kirke gnostisk. Gnoticismen var en mangfoldig størrelse, som kunne stritte i noget forskellige retninger, men  gennemgående var foragten for den skabte virkelighed, for bundetheden til den jordisk givne virkelighed, bundetheden til kønnet, til love og bud og anordninger. Det siger næsten sig selv, at gnosticismen havde et meget anstrengt forhold til Det gamle testamente.

Andresens og Salicaths kronik er udtalt kritisk overfor “det gammeltestamentlige”. Det er en afgørende pointe i kronikken, at Det nye testamente repræsenterer et brud med Det gamle testamente. Det nye testamente står for noget nyt og anderledes. Kirkens hævdvundne opfattelse af den dybe og afgørende sammenhæng mellem Det gamle og Det nye testamente er fulsstændig fraværende i kronikken. Her spilles det ene virkelig ud imod det andet.

Derfor er det heller ikke mærkeligt, at vi finder flere andre typisk gnostiske elementer i kronikken. Lad mig give et eksempel. Kronikkens forfattere skriver: 

“Gud bryder ind i naturens orden. Det er netop, hvad forholdet mellem Fader, Søn og Helligånd sikrer ved at bryde med enhver form for naturlig avl. Pointen er ikke naturfornægtelse eller kvindeundertrykkelse. Det er derimod kristendommens påstand, at den sande virkelighed ikke ligger i naturens fødsel og død, men i en overskridelse af dette. Vi skal se vores liv i lyset af opstandelsen og den nye virkelighed, som troen åbner for. Ægteskabet kan derfor forstås som et tæt fællesskab mellem to mennesker, der ikke alene er bundet til avl, til blod, til slægt, men alene er bundet af ånden.”

Trods den lille indskudte sætning “pointen er ikke naturfornægtelse” er det som snydt ud af næsen på de gamle gnostikere.  Ånden løfter os ud af den naturgivne virkelighed. Ånden frigør os fra bundetheden til avl, blod og slægt, naturens fødsel og død. Ånden kan gøre et hvilket som helst tæt fællesskab mellem to (hvorfor ikke også tre eller fire?) mennesker til et ægteskab.

Ved noget, der ligner et mirakel, lykkedes det kirken i 2. århundrede at vikle sig ud af gnosticismen stærke favntag.  For tiden er det gnostiske favntag i den folkekirkelig andedam meget stærkt. På den korte bane kan det endda gå hen og sejre. På den lange bane taber det givetvis. Der har aldrig været kraft og saft i det til det lange seje træk.

Men selv med den optimisme i behold er det lige godt utrolig, at man kan slippe afsted med at skrive sådan en kronik – som præst og provst i en kristen kirke.

Det er så pinligt, jeg har endnu ikke fundet ud af at svare på folks kommentarer til mine bloggs… Jeg har spurgt hende sekretæren. Jeg tror, hun har opgivet mig. Måske læser hun dette indlæg og iler mig til hjælp.

Jeg er generelt en ufattelig tumpe til moderne teknik. Jeg ved f.eks. ikke, hvordan jeg undgår dette irriterende dobbelt linjeskifte.

En ven fortalte mig i går om en kendt svensk forfatter og retræteleder. Han er nærmest umulig at komme i kontakt med. Svarer aldrig på emails, til nød kan man fange ham på telefonen, men uden sikkerhed for at han for alvor svarer. Han har med garanti ikke en mobiltelefon. Han tager vist nok aldrig, eller uhyre sjældent, ud og holder foredrag. Han bliver i sit svenskrøde træhus et sted i de uendelige svenske skove, beder, læser, skriver, taler lidt med folk, der kommer, leder en retræte i ny og næ.

Jeg ved ikke så meget om ham, har kun læst en stak bøger af ham med meget stort udbytte. Men jeg tænker, at han bevidst har fravalgt det moderne hektiske liv. Som ørkenfædrene og -mødrene i forne tider. Stået af ræset, samlet sig – om det ene nødvendige. Og har måske af samme grund så meget at give fra sig. Hvad ved jeg.

Jeg er som sagt teknisk idiot. Men jeg kan desværre ikk prale af, at det er et bevidst valg, for at koncentrere mig om det ene nødvendige. Tværtimod er jeg i den grad en slave af den moderne teknik. Sidder foran skærmen og svarer på emails i en uendelighed. I stedet for at besøge sognets børn, gå på gaden og møde mennesker.

Og her sidder jeg igen og skriver og bilder mig ind, at jeg er i kontakt med nogen og gør en forskel…

Slut, ikke mere herfra i denne omgang. Det var meget lidt, nærmest ingenting, indrømmet. Jeg ville bare prøve at komme i gang igen, efter en længere pause, delvis grundet min tekniske idioti…

Næste gang vil jeg prøve at skrive om noget væsentligt. Skrive…  Ørkenfaderen Serafion sad hos en munkebroder. Munkebroderen sagde: “Giv mig et ord fra Gud.” Den gamle mand sagde til ham: “Hvad skal jeg sige? Den måde, du har taget dig af enkerne og de faderløse, er ved at lægge dem på hylden.” For han så, at hans hylder bugnede af lærde bøger.

Jeg er på vej ud af døren, på vej til paradis. Nåja, måske ikke helt. Ikke det endegyldige, ikke endnu. Eller hvad ved jeg om næste time, næste dag. Men står det til mig, er jeg på vej til et paradisisk sted på denne jord, en ø i den sydnorske skærgård nogle dage med nogle venner og min yndlingshustru. Jeg har ikke kunnet sove i nat af bare glæde.

Forbindelsen til Paradis, det virkelige altså, finder jeg f.eks. i Grundtvigs tungetalende pinsesalme “I al sin glans nu stråler solen”. Her digter han det jordiske og det himmelske sammen: “Det ånder himmelsk over støvet, det vifter hjemligt gennem løvet, det lufter lifligt under sky fra Paradis opladt på ny”.

Og Grundtvig har ret. I de bedste øjeblikke på denne jord rører vi ved den kommende verden. Sådan taler Biblen selv om det. De billeder, Biblen giver os af den kommende verden, er billeder af det bedste i denne verden.

Det har forfatteren Marilynne Robinson forstået, hende med den prisbelønnede roman Gilead. Når man læser den bog, dufter de mest jordnære tildragelser af Paradis. Romanens jeg-person fortæller om sin ven Bouhgton: ”Bouhgton siger, at han får flere forestillinger om himlen for hver dag der går. ”Først og fremmest tænker jeg bare på verdens herligheder og ganger med to,” sagde han. ”Hvis jeg havde energi til det, ville jeg gange med ti-tolv stykker. Men to er mere end nok til mig.” Der sidder han altså og ganger følelsen af vinden med to, ganger græssets duft med to.”

Den tyske teolog Dietrich Bonhoeffers sidste spørgsmål til kollegaen Barth, inden han blev hængt i et tysk fængsel i 1945 for medvirken i et attentat mod Hitler, lød: ”Tror De, at alt skal komme igen? Vil det blive – som Genfersøen?” Svaret lød: ”Ja, som Genfersøen!”

Så nu tager jeg afsted. Med glæde. Dobbelt-glæde. Og lover dertil, at jeg skal tage mig sammen og svare på nogle af de kommentarer, der kommet til andre af mine bloggs, når jeg kommer hjem…

Det er selve folkekirkens fremtid, der er på spil i sagen om ritual for vielse af homoseksuelle. Folkekirkens fremtid som Kristi kirke. Måske ikke som folkereligiøs statsforvaltning, som en form for folkeligt mødested ved li­vets højtider, hvor man mødes om et sammensurium af religiøse forventninger, fordøjelser og fornøjelser. Men som Jesu Kristi kirke i og for folket kan sagen om vielse af homo­sek­suel­le godt blive sidste søm i kistelåget.

Mærkelig nok, kan man måske sige, for har der ikke været en efterhånden talløs række sager, som i substans vejer meget tungere end denne? Nævnt i flæng: Mon ikke man kan fin­de Gud og frelse gennem andre religioner, mon ikke alle bliver frelst til syvende og sidst, mon ikke Jesu opstandelse nærmest er en billedfortælling, mon ikke Gud er bedst tjent med et lille g foran. Og så fremdeles.

Jo, de sager vejer tungt, og de er i den grad også en del af folkekirkens ligkiste.

Men dels ved man aldrig, hvad der tilfældigvis bliver sidste søm, når historien vender. Et voldsomt tordenvejr over en ung Martin på vej hjem på hesteryg, et skud i Sarajevo… Det sidste søm er ikke nødvendigvis det største søm.

Og dels hænger det hele jo sammen.

Jeg er klar over, at det er at tage munden fuld, for der findes adskillige præster, der gerne vil stave både Gud og opstandelse og frelseren Jesus med store bogstaver, men som gerne vil skrive sagen om vielse af homoseksuelle med meget små bogstaver.

Men det hænger altså sammen. Det hænger sammen på en så enkel måde, at tusinder af almindelige kirkebænkeslidere og mange, mange ikke-bænkeslidere kan se det: Når man kan sætte streg over umisforståeligt klare udsagn i Biblen om homoseksuelt samliv, så kan der vel egentlig sættes streg over hvad som helst andet i den gamle bog. Hvilket som be­kendt også sker til overmål, jf. overnævnte sager.

Noget andet, der også er på spil, er de homoseksuelle selv. Med et ritual giver man dem stene for brød.

Det er ikke få homoseksuelle, som giver udtryk for dette. De er desværre meget overhørt i debatten. En af dem, en svensk sognepræst, Erik Johansson, siger det på denne måde:

”En kirke, som ikke accepterer kønsneutralt ægteskab siges at være ekskluderende. Men vi, der kæmper med homoseksuelle følelser, og som ønsker at leve et liv i afholdenhed, vil omvendt opleve det som et svig, hvis kirken bekræfter og velsigner det kønsneutrale ægteskab. (…) Det vil opleves som en nedvurdering af vores forsøg på at leve et liv i efterfølgelse af Kristus. Her må kirken vælge: Hvilke grupper vil man værne, og hvilken livsstil vil man støtte? (…) For mig bliver spørgsmålet: Findes jeg? Eller er det sådan, at personer med mit syn på seksualitet ikke har nogen plads i den svenske kirke?”

Til syvende og sidst er et ritual for vielse af homoseksuelle et svigt af os alle, der bliver nemlig intet ægte evangelium tilbage. Evangeliet om syndernes forla­delse ophæves, synden findes ikke mere, synd bliver til syvende og sidst kun det, der er synd for os, og evangeliet bliver Guds milde trøst til dem, det er synd for.

I dag kunne man på KDs forside læse, at biskop Karsten Nissen mener, at kirken blev taget seriøst i 11. time i sagen om vielse/velsignelse af homoseksuelle. Den tager prisen som ugens vildeste overdrivelse.

Nissen sigter til det forhold, at politikerne lige før påske trak det varlsede lovforslag om vielse af homoseksuelle i kirken tilbage og gav kirken mulighed for selv at komme med noget. Men naturligvis komme med et forslag, der følger folketingsflertallets ønske. Det så man med al tydelighed i det kommissorium, kirkeministerens udvalg fik. Her lades al tvivl ude: Vi skal have det ritual, basta, så må I sådan set gerne selv diske op med det, hvis det kan gøre jer tilfredse…

Det kalder Nissen at “tage kirkens seriøst”. Det er til grin.

Nissen har derimod fuldstændig ret i, at sagen i den grad rører ved stat-kirke-forholdet. Jeg tilstår, at det var en overraskelse for mig, da jeg fornylig blev gjort opmærksom på, at folketinget de facto er kirkens øverste styre i alle sager. Alle. At folketinget for det aller-allermeste har holdt fingrene fra såkaldt indrekirkelige forhold er kun udtryk for, at der har været sans for at holde den hårfine balance mellem stat og kirke.

Men sandheden er altså, at folketinget kan tvinge folkekirken til at indføre et ritual for vielse af homoseksuelle.

Det får mig for 117. gang til at sige: Lad os da for alt i verden få opløst det urimelige ægteskab med staten. Det er blevet et rent fangenskab, som gør folkekirken mere og mere useriøs, faktisk rent til grin.