Grundtvigsk
Jeg har haft en sælsom og en smule forstemmende oplevelse fornylig. Efter en begravelse kom et menneske op til mig dirrende af vrede over, at jeg “havde misbrugt anledningen”. Jeg var forbavset – “Hvordan misbrugt?” Jo, jeg havde været meget missionsk. Endnu mere forbavselse kombineret med et udsagn om, at det var min enfoldige opfattelse, at alle præster var sat til at missionere. Mennesket uddybede: Jeg havde sagt alt for lidt om afdøde og alt for meget om Jesu død på korset og opstandelsen. Det måtte jeg gerne gøre ved en almindelig gudstjeneste, men ikke ved en begravelse.
Det kritiske menneske præsenterede sig selv som grundtvigsk. Jeg øjnede en åbning. “Grundtvig”, sagde jeg, “han kunne om nogen forkynde Kristi død og opstandelse, så håbet lyste.” Men lige lidt hjalp det. Jeg havde øjensynlig ikke fattet det grundtvigske.
Stakkels Grundtvig. Han skal lægge navn til meget. Det er egentlig min uortodokse opfattelse, at de sidste nulevende grundtvigianere i landet, er de såkaldt missionske, alt inklusive. De vil dog endnu jævnt hen en levende kristendom, en Kristus-nær forkyndelse, og såmænd oftest i en ret lys, nærmest grundtviansk udgave. Der findes sandt at sige få ægte Hans Kirk-indremissionske. De fleste er blevet til en slags grundtvigianere. På godt og ondt. Men i denne sammenhæng på godt, vil jeg mene.
Men det mente begravelses-revseren altså ikke. Og det skal vedkommende ikke have utak for. Jeg fik en vigtig påmindelse om, at jeg skal blive ved med at forkynde Kristus – også ved begravelser. Ellers sker der ikke en pind. Ikke så meget som et kritisk kvæk, vil der lyde, hvis jeg nøjes med at fortælle rørende om afdøde tilsat en smule kristendom light, meget, meget lysere end Grundtvig. Ja, selv lysere end Ingemann, hvis salme “I østen stiger solen op”, jeg valgte at prædike over. Men hovsa, måske var det simpelthen der, det gik galt for mig. Ingemann var måske mere missionsk end godt – og Grundtvig – er. Arh, mon dog, den holder næppe ved byretten i Nørre Snede.
Jamen så er problemet ganske enkelt, at de er missionske over en bank, selv de mildeste og lyseste af dem. Hvad skal vi dog gøre ved begravelserne? Lad Kim Larsen komme til. Ikke mere missionsk-grundtvigsk-ingemannsk påtrængenhed. Om lidt blir her stille.
2. juli, 2010 kl. 20:27
Præster skal lægge ryg til meget. Den stakkels dame fik måske for kraftig kost og ikke mælk, som apostlen Paulus taler om. Kristendom for begyndere.
4. juli, 2010 kl. 12:58
Forskellen ligger vel ikke i om man taler om kristi død på korset. Den ligger vel snarere i om man fastholder det ukuelige håb om en glædelig opstandelse grundet og forankret i Guds nåde og barmhjertighed og vor dåbs pagt, eller om man fremholder fortabelsens fare for afdøde til vores alles skræk og advarsel, grundet i det menneske som nu ligger dernede i kisten og skal ekspederes fra denne verden….Det første er Grundtvig det andet er fiskerne.
4. juli, 2010 kl. 18:54
Det kan du have en pointe i. I hvert fald hvis sidstnævnte alternativ mangler første del. Tilsammen bliver det ligefrem bibelsk, ik.
4. juli, 2010 kl. 21:41
Jo men ‘sidstnævnte alternativ’ har den, efter min mening lidt indgroede misforståelse, at mennesket behøver at blive gjort grundigt opmærksom på fortablesens fare.
Faktisk tror jeg, denne forventning i sine utallige forklædninger, ligger dybt og sikkert plantet i os alle. Om vi vil indrømme det eller ej. Du ser det, som f.eks. Darwins fortabelseslære, eller som reinkanationens forbandelse, eller det evige liv i en tilstand af fortsat synder, eller meget andet grumt. Menneskets grundtilstand psykisk og mentalt er, at man forventer en art fortabelse på den anden side af døden. Intetheden eller det, de rer værrre. Fortabelsens mange ansigter viser, at det er lige præcis hvad enhver kan sige sig selv. Derfor behøver en prædiken ikke efter min mening opholde sig for meget ved dette. Til gengæld er der et glædeligt budskab om ufortjent frelse, som vi netop ikke kan sige os selv. Det er det , der kommer til os udefra. Og det opholder Grundtvig sig jo gerne lidt længere ved! Og jeg deler klart hans prioritering, med fare for at blive kaldt “light”, “til den lyse side”, “for lidt alvorstung” og meget andet sundt
5. juli, 2010 kl. 08:55
Spændende og tankevækkende refleksion!
Jeg er knap så sikker på, at fortabelsen så at sige sidder i hjerte og nyrer på folk flest. Men jeg vil ikke afvise, at du har en pointe. Under alle omstændigheder er jeg enig i, at forkyndelsen generelt set ikke skal opholde sig længe ved det tema. Men af og til skal det have tydelig og udfoldet plads, tror jeg. Hvis vi da f.eks. kunne tænke os at forkynde omtrent som Jesus selv.
Selv synes jeg nok, at jeg uhyre sjældent møder fortabelses-frygten hos almindelige sekulariserede folkekirkedanskere. Jeg tager et forbehold for, hvad der bor bag ordene. Men skal folks ord tages for pålydende er der omtrent ikke andet end en forventning om, at “vi får det bedre” på den anden side. Det synes at være blevet et grunddogme.
5. juli, 2010 kl. 11:14
Mit gæt er, at når du møder denne “forventning”, er det nok fordi mange gerne vil bruge dig som præst til at bekræfte og bestyrke det ret spinkle kristne håb, de går rundt med, og som skal dulme den frygt, de ligger inde med. Her må det vel gælde om at arbejde for, at dette håb bliver til et levende håb snarere end en slags demokratisk rettighed eller det almene lod i det hinsides, som ikke har så meget med håb at gøre.. Det kan jo f.eks. gøres ved at pege på, at de, der er døbt, er genfødt til et levende håb ved Jesus Kristus.
MEN: Skal vi søge at efterligne Gud skal vi ikke “slukke den rygende tande”. Men vel snarere prøve at “sætte mere fut i den”! Og jeg er enig med dig i, at hos mange frikadellespisende danskere giver det kristne håb mere skin af en sådan rygende tande. F.eks. også når man synes at Kim Larsen er helt vildt kristen at høre på osv.
Så der er noget at arbejde (med) på, for dig som præst..men jo først og sidst for Helligånden!
6. juli, 2010 kl. 11:38
en første “fejl” var måske at kirken overhovedet beskæftiger sig med beravelser; dét er jo ikke nytestamentligt, da Guds rige er for de levende og ikke for de døde. Lad bare staten overtage de døde!
6. juli, 2010 kl. 12:24
Læste lige dit indlæg, “Grundtvig skal lægge navn til meget” på kristendom.dk, og vil bare fortælle dig, at jeg savner flere indlæg af den slags. Ikke nok med, at jeg er helt enig i det du skriver, så er det bare helt genialt, at du formår at få humoren indover, uden at det bliver irriterende. Tværtimod. Flere af den slags indlæg, tak!
12. juli, 2010 kl. 17:37
Jeg er enig med dig, Henrik, det er ikke spor trøsterigt for sørgende efterlevende at blive spist af med en begravelsestale med mange lovord om afdødes CV og hans liv og levned i verden.
Det véd de fremmødte som regel mere om end præsten.
Der er mere trøst i at høre om Kristus! – at han er opstået fra de døde, at han har besejret døden for os, at han har åbnet både dødens dør og døren til Guds Paradis og gjort en plads rede for enhver, som vil følge ham i opstandelsen. Det levende håb for alle genfødte.
Jeg kan ikke tro, at du ved den begravelse du nævner har holdt en tale som den, den berygtede pastor Moe holdt over de omkomne redningsfolk efter Harboøre ulykken i 1893. Jeg tror ikke du sagde som han:
“Hvad nytter det at nægte, at en del af dem, der ligger her i disse kister, ikke havde noget Liv i Jesus”.
Det var nemlig ikke alene forfærdelig ukærligt, det var også forkert! Han vovede at udtale sig om noget, han ikke kunne vide.
Alle gode prædikener, også begravelsestaler, er evangeliske dommedagsprædikener, og jeg har lagt mærke til, at de tilhørere, der bliver vrede over en prædiken og føler sig fordømt, nok er tættere på Sandheden og Livet end dem, der bare er ligeglade. De er dog i hvert fald blevet berørt af Guds Ånd!
Dette være sagt til din opmuntring efter den forstemmende oplevelse med den vrede dame.
28. september, 2010 kl. 11:16
Til en af Kristus velsignet Præst. Hører det til at skulle være frimodig , og at udlægge Guds ord! Dette er den vej du benytter , og og jeg vil bede til Gud , at mange flere præster fik frimodighed til forkyndelsens nødvendighed .Jeg er glad for , at du holder dig til Vejen ,Sandheden og Livet !
Der er altid Kamp mellem Mørke og Lys ,det hører med , og vil altid give stridigheder . Guds folk er sat til at forkynde Ordet ,og Gud giver os gennem sin Helligeånd de ord vi skal give videre . Så tak fordi du har fundet nåde til at kæmpe og bliv ikke træt . Dertil Velsigner han dig ! MARTINT
29. oktober, 2010 kl. 16:02
martint skriver :
Tak til Henrik Højlund , For din trofasthed i dine prædikener !
Der er en fortabelse , og ingen har talt mere alvorligt om dette ; Som Jesus Kristus her vil jeg bare nævne det fra den Hellige Skrift : JESUS diskuterer I Johannes Evangeliet Kap. 10 med Folkemængden . Læs hele kapitlet ! jeg begynder ved vers 22.
Så kom festen for genindvielsen af templet i Jerusalem ; Det var vinter, og Jesus gik rundt på tempelpladsen , i Salomos søjlegang,. Da slog jøderne ring omkring Ham , og spurgte:,,
Hvor længe vil du holde os hen ? Hvis du er Kristus , så sig os det ligeud:” Jesus svarede dem:,,Jeg har sagt det til jer, og i tror det ikke. De gerninger, jeg gør i min Faders navn, de vidner om mig . Men i tror ikke, fordi i ikke hører til mine får. Mine får hører min røst , og Jeg kender dem, og de følger mig, og Jeg giver dem evigt liv , og de skal aldrig i evighed gå fortabt , og ingen skal rive dem ud af Min Hånd.Det min Fader har givet mig , er større end alt andet .Og ingen kan rive det ud af min Faders hånd , Jeg og Faderen er et .” Atter samlede jøderne sten op for at stene Ham . Martin T. Petersen