Dræberhunde
Her til aften kunne man i TV-avisen høre om nogle hundeinternater, som nægter at aflive de nu forbudte pittbullterrier og andre såkaldt dræber-hunde. Internaterne får dem i en lind strøm for tiden af ejere, som ikke længere må have dem, men som heller ikke kan få sig til at tage livet af dem. Internaterne siger nej til at aflive gode, levedygtige hunde, sågar et kuld helt nyfødte hvalpe. Flere dyrlæger siger det samme.
Jeg har stor forståelse for deres afgørelse. Dyr er vel ikke bare en smid-væk-ting.
En tanke slog mig dog. Tænk om man sagde det samme på landets sygehuse: Vi nægter at aflive gode, levedygtige børn.
Læseren føler sig måske en anelse forvirret – “aflive levedygtige børn”. Det er der vel ingen, der gør? Jo, såmænd er der så. Rundt regnet 15.000 hvert år aflives på landets sygehuse og lægeklinikker. Ganske vist ikke børn udenfor mors mave endnu. Men inde i mors mave er der fri jagt på børn i Danmark, året rundt.
‘Jamen de er da ikke levedygtige…’ Nogle af dem er. De fleste ville ikke kunne klare sig uden morens kuvøse, men bortset fra det er de i fin form – og allerede fint formede, med synlig næse, mund, ører, fingre, sågar negle.
Pittbullterrier får TV-avisens bedste sendetid. Det gør de ufødte børn ikke. De er graviditetsaffald, de kastes ud med fostervandet, de ryger ud med hospitalets øvrige skrald.
Vi beskytter vore børn mod dræberhunde. Men ikke mod drab. Vi forlanger dræberhundene aflivet for enkelte tilfælde af skamferende, dødelige bid. Men vi selv afliver med sikker, klinisk hånd et par skoleklasser hver dag.
Vi har større behov for beskyttelse mod os selv end mod dræberhunde.
13. juli, 2010 kl. 09:29
Ja det er tankevækkende, at folk kan ophidses voldsomt på dyrernes vejne, men ikke skænke de ufødte en tanke. Det kan minde lidt om de tyske og japanske civile, der under 2. verdenskrig levede deres liv som intet var hændt, medens der skete ufattelige grusomheder få kilometer væk.
13. juli, 2010 kl. 12:47
[...] Læs med her: http://hojlund.eftertanke.dk/2010/07/12/dr%c3%a6berhunde/#comments [...]
14. juli, 2010 kl. 11:00
At Højlund som er præst overhovedet kan drage parraleler og sammenligning mellem aflivning af hundehvalpe og abort på et foster, er mig ubegribeligt. En ting er sikkert både hunde og mennesket er dyr på hver sit stade. Mennesket og hunden er af universet/naturen skabt og mennesket har udviklet sig intelligensmæssigt hurtigere end hunden det er korrekt, men at drage de sammenligninger som Højlund gør, er lavt og uden respekt for det univers der skabte begge dyr (menneske og hund) det viser med alt tydelighed at religion er ganske harmløst som begreb men at religionen først bliver rigtig farlig når vi begynder at tro på den.
14. juli, 2010 kl. 11:40
Jeg forstår faktisk ikke din pointe. Du skriver på den ene side, at mennesker og dyr har meget til fælles, på den anden side er du forarget over, at jeg sammenligner dem. Jeg forstår det ikke. Hjælp mig.
14. juli, 2010 kl. 13:36
Jeg sammenligner ikke hunden eller andre dyr med mennesket, men konstatere at begge racer er dyr, skabt af universet, det er udgangspunktet. Den religiøse vinkel, som jeg antager at, du tager på abort spørgsmålet er en vinkel du har valgt. Religionen… troen på etc. er en vare på hylden i det store supermarked som verden er, som visse dele af befolkningen har valgt at købe eller anskaffe sig, det acceptere jeg fuldt ud. Det er kvinden, moderen, bæreren af fostret (og det er kun et foster… ikke et barn eller menneske endnu.. lad os slå det helt fast) der bestemmer suverænt over abort indgrebet. Hvis der er en mand i forløbet, som kvinden er blevet gravid med, bliver manden i de fleste tilfælde taget med i beslutningen. Ved aflivning af hunde, i dette tilfælde hvalpe, hvad jeg formoder du hentyder til, er det loven, demokratiet DK der går ind og tager det ansvar, forkert eller ej, at aflive udpegede racer af hunde hvalpe. Du omtaler beslutningen/processen omkring abort indgrebet som” en jagt på levedygtige børn” yderligere skriver du ”Men vi selv afliver med sikker, klinisk hånd et par skoleklasser hver dag” Det er provokerende, lavt og meget kluntet.
14. juli, 2010 kl. 15:21
Tja, du har den tro, at vi er skabt af universet. Jeg har den tro, at alt er skabt af Gud. Det første har altid forekommet mig at kræve stærkere tro, end jeg er i stand til at mobilisere. Men lad det ligge. Forskellen afføder imidlertid en anden forskel, som har med emnet at gøre. Jeg tror, at vi er skabt i Guds billede helt fra undfangelsens øjeblik. Det forekommer mig ydeligere at være et langt mere humant menneskesyn end det syn, at mennesket, så længe det er i mors mave, kun er et retsløst “foster”. Hvad der sagligt set skulle være begrundelsen for denne reduktion af fosterets/barnets status som individ har jeg alle dage haft meget svært ved at få øje på.
Min pointe med mit indlæg var at påpege den helt horrible porportionsforvrængning i dette højlydte fokus på aflivning af hunde, mens aflivningen af børnene i mors mave forbigås i tavshed.
15. juli, 2010 kl. 12:03
Jeg respekterer at du i din usikkerhed har valgt at tro på at gud har skabt alt, det er jo også den nemmeste og den mest begrænsende løsning og så stopper alt jo der. Det svarer til at du kun læser det lille komma i den store bog. Det kræver ikke en stærkere tro, at forholde sig til at det er universet, som i menneskets bevidsthed er uendeligt, der har skabt os og derved åbne øjnene og din sjæl for andre ikke religiøse tænkemåder og muligheder. Lad os stoppe her.Jeg forstår din bekymring for abortspørgsmålet, men ikke, at du på en så billig baggrund, som aflivning af hundehvalpe, forsøger at parallelisere debatten.
15. juli, 2010 kl. 12:23
Du har givetvis ret, vi bør stoppe her. Du levner mig ikke mange chancer med dine karakteristikker af gudstroen. De forekommer mig faktisk religiøst blinde i en grad, jeg sjældent møder det. Kun hos mærkeligt aggressive ateister som Sam Harris og beslægtede. Harris har f.eks. sagt følgende: ”Folk, der nærer stærke overbevisninger uden at kunne begrunde dem, hører hjemme i udkanten af samfundet, ikke i magtens korridorer”. Og:”Tro repræsenterer så kompromisløst et misbrug af vores mentale og åndelige kraft, at den udgør en form for forkvaklet, kulturel ejendommelighed – et forsvindingspunkt, hinsides hvilket enhver form for rationel diskurs er umulig.”
Det minder ikke så lidt om dit udsagn om mig: “at du i din usikkerhed har valgt at tro på at gud har skabt alt, det er jo også den nemmeste og den mest begrænsende løsning og så stopper alt jo der. Det svarer til at du kun læser det lille komma i den store bog.”
Du har ret: Her stopper al mulighed for videre samtale. Ærgerligt nok.
15. juli, 2010 kl. 15:51
Jeg forstår ikke, hvorfor det så tit er abort, som kristne er så kede af.
Er det fordi det virker opnåeligt at få et forbud mod abort, at det nævnes så tit?
Eller er det fordi det er noget kristne alle dage har været imod, og man gerne vil please sit bagland og være “en rigtig” kristen ved at være imod? Jeg spørger fordi at jeg tror det er normalt, at mennesker indenfor en gruppe gerne vil være som det forventes – fordi vi så får gruppens accept af hvem vi er, og det vi siger.
Sådan har jeg det i hvert fald selv – bare ikke lige mht. de kristne mærkesager eller hvad man skal kalde det. Og det er ikke negativt ment, det er fint at have noget, man er fælles om, og fælles om at kæmpe imod..
Jeg tror ikke jeg forstår hvorfor abort er så stort et problem, hvorfor det gør så ondt på folk som dig.
På mig gør det langt mere ondt, når det er fødte mennesker ondskaben rammer.
Jeg mindes ikke jeg nogensinde har set kristne blogindlæg eller artikler der fordømmer brugen af børnesoldater, eller den pædofile sextrafik til Asien, hvor voksne mennesker rejser hen for at købe små børns kroppe.
Mvh. Tanja
16. juli, 2010 kl. 11:04
Jeg tror, kristne er mindst lige så kede af børnesoldater og pædofil sextrafik som abort. Jeg har nu også selv ved andre lejligheder nævnt lignende temaer.
Måske har du ret i, at abort hyppigere er tema for offentlige debatter herhjemme. Det hænger måske sammen med, at det for det første er et massivt problem, med ca 15.000 om året, og for det andet rokker det på en meget fundamental måde ved vores humanitet. Når vi kan dræbe det uskyldigste liv, lovfæstet og klinisk, så er der sket et så dramatisk skred i vores retsbevidsthed, at der er åbnet en ladeport for al mulig anden bestialitet, f.eks. overgreb på levende børn (børnesoldater, pædofili osv osv). Jeg siger ikke hermed, at folk, der går ind for fri abort, også går ind for pædofili mv! Selvsagt ikke. Jeg siger bare, at sker et mentalt skred med fri jagt på barnet i mors liv, sådan at vi ikke længere selv er herre over, hvor vi ender.
Mother Teresa sagde engang: Jeg føler, at den største trusel mod fred er abort, fordi det er krig mod barnet. Hvis vi accepterer, at en mor kan dræbe hendes eget barn, hvordan kan vi så sige til folk, at de ikke må dræbe hinanden.
16. juli, 2010 kl. 11:46
Hej Henrik
jeg synes også, 15.000 aborter hvert år er mange – og undrer mig over at tallet er så stabilt som det er – har set på Danmarks Statistiks orange bog med tal over alle mulige ting i samfundet.
Mht. retsbevidstheden, så ser jeg det ikke som dig. For jeg har hørt at dem der laver overgreb på børn og ender i fængsel, blir nærmest lynchet. Det viser for mig at se, at folk ikke tolererer overgreb på børn, når de ER født.
Børn er ikke uskyldige – fostre heller ikke. Vi har været i skyld fra vi blev undfanget.
Så ud fra den tanke, kan jeg ikke se at fostre skulle kræve noget fordi de er mere uskyldige end fødte mennesker.
Dog så er jeg helt med på og har egentlig altid været det, at fostre er små børn, de lever bare stadig i mors mave. – Men er der noget så krævende og jeg-fokuseret som børn? Børn er dejlige og på alle måder livsbekræftende og herlige at være sammen med, men “uskyldige små” er jeg ikke enig i.
Mht. at lade mødre dræbe deres egne børn, og den forråelse det vil medføre i fødte menneskers adfærd overfor hinanden – jeg tror ikke verden var mere fredelig, før abort blev opfundet..på mange måder er verden vist blevet et bedre sted at leve..
Men igen på andre parametre er den blevet værre…det er nok ikke ligetil at regne ud, om abort forråer samfundet, eller om den ikke gør. Har du noget mere konkret at hænge det op på, at abort direkte skulle være skyld i mere vold, m.v. ?
Mvh. Tanja
16. juli, 2010 kl. 15:45
PS. I øvrigt: Jeg tror der er gået noget galt i teknikken her på bloggen. Jeg kan se du har skrevet med en anden person ud fra Dræberhunde-indlægget, men det er kun dine indlæg der er synlige for mig, den anden persons indlæg kommer ikke på skærmen. Det er en anelse meningsforstyrrende..
Du ønskes en god sommerdag.
Mvh. Tanja
17. juli, 2010 kl. 12:06
Nej, du har ret, børn er ikke uskyldige. Det var et ord, der faldt mig i fingrene, mere som et udtryk for deres skrøbelighed og udsathed.
Graden af verdens forråelse eller formildelse er jo altid svær at udmåle. Jeg tror nok ikke som dig, at verden er blevet bedre at leve i. Det kan vi sige, som lever i velfærdsdelen af verden, men aldrig har vist så mange lidt så meget som nu. Det 20 århundrede udviste en bestialitet – udmøntet i ufattelige folkemord i forbindelse med krige og politisk vanstyre – som savner ethvert sidestykke. Og dét netop i nogle ateistiske ideologiers navn.
Nuvel, jeg er ret sikker på, at fri abort ændrer vores retsbevidsthed omkring menneskeværd. Næste naturlige skridt er medlidenhedsdrab. Sådan set har vi det allerede nu, i form af “mdlidenhedsdrab” på mongolbørn og andre af den slags. Som vi ganske vist tager godt vare på i levende live med gode ordninger i samfundet. Men vi udrydder dem samtidig i mors mave. I skrivende stund står vores aflastningsbarn lige ved siden af mig. Han er infantil autist og næsten blind. Med teknisk behændighed kan man vel med tiden, måske allerede, spore hans slags i graviditeten – og fravælge ham. Det er afsindigt. Han er en gave til menneskeheden, en glædesspreder i vores liv. Men vi udrydder hans slags stille og roligt, uden særlig protest. Der burde lyde et ramaskrig over hele landet. Vi burde gå klædt i sæk og aske året rundt. Jeg burde skrive om det i hver eneste blog-indlæg. Plus alt det andet…
17. juli, 2010 kl. 18:19
Kære Henrik (mine og den anden deltagers indlæg er usynlige her på din blog, men dine indlæg til både jeg selv og den anden, kan jeg godt se).
Jeg forstår godt hvad du siger her.
Tænk hvis man kunne se det barn, se fremtiden, se mennesket i det moren bærer på, ja så tror jeg ikke der var mange, der valgte at få en abort. Men det kan vi ikke.
Men jeg kan sagtens se og forstå, at Jeres aflastningsbarn er en glæde og en gave til Jer og til andre omkring dette barn.
Jeg kan ikke sige mere.
Tak for dit svar.
Mvh. Tanja
18. juli, 2010 kl. 12:25
Jeg synes der er et par logiske frikoblinger her. Og et par lynhurtige (ubefæstede) angreb på anderledes tænkende, som er uklædelige ud over al måde.
1) Forråelsen, som du beskriver som et nyere fænomen … hvis forråelsen (som jeg også godt kan få øje på) skulle hænge sammen med den frie aborts indførelse, skulle den være kommet både længere og videre end tilfældet er. Adgangen har trods alt eksisteret siden 1973 …
2) Det kan godt være, at abort i din optik fører til ‘næste naturlige skridt’ i form af medlidenhedsdrab. Hvor i alverden får du dog det fra? Igen, skulle det være tilfældet ville vi sikkert forlængst have indført uhyrligheden.
3) Jeg finder det yderst farligt, at du automatisk kobler fosterdiagnostik og deraf følgende mulighed for at abortere et sygt foster med totalt fravalg af handicappede børn.
Jeg kender Downs-børn som er ønskede, elskede og som har gode liv. Jeg kender så sandelig også Downs-mennesker, som var uønskede, hvis forældre ikke havde det nødvendige overskud til pasningen, og som har haft ynkværdige liv med nedværdigelser, nederlag og institutionalisering fra småbarnsalderen.
Som du nok kan udlede af det ovenstående er jeg tilhænger af den fortsatte adgang til fri abort indtil 12. svangerskabsuge, og adgang til senere abort hvis der viser sig alvorlige skader på fostret.
Det er nemlig sådan, at man ikke TVINGES til at benytte adgangen. De vordende forældre har alle muligheder for at vurdere situationen og tage stilling til, om de har det nødvendige menneskelige overskud til at yde omsorg for et barn med handicap – såvel fysiske som psykiske. Nogen vælger at få barnet. Nogen vælger det fra.
Begge valg er lige valide, og i de allerfleste tilfælde lige velbegrundede.
18. juli, 2010 kl. 16:21
Henrik, vi er enige.
Jeg har en mongol-veninde – kan ikke forestille mig en større og mere trosstyrkende glædesspreder end hende.
En kæmpestor velsignelse for sin familie og sine venner.
Salige er de fattige i ånden!
De er tit rige i Ånden (stort Å!) og deler generøst ud af deres rigdomme!
Cit.: “Harris har f.eks. sagt følgende: ”Folk, der nærer stærke overbevisninger uden at kunne begrunde dem, hører hjemme i udkanten af samfundet, ikke i magtens korridorer”. ”
Det er jeg for så vidt enig med Harris i. Hverken du eller jeg eller nogen anden, som lever i Kristus, hører hjemme i magtens korridorer.
Kærligheden ér blevet kold hos de fleste, og lader sig ikke varme op ved politisk eller anden form for magt.
Kun ved Guds ord og hans indgriben. Den må vi bede om hver eneste dag.
Han vil vinde hjerterne indefra, og det må vi, som vil følge ham, også stræbe efter:
1) Redelig faglig oplysning, oplysning og mere oplysning.
2) Social og økonomisk hjælp.
3) Kærlig omsorg på alle planer, som ikke udelukkende er rettet mod de ufødte, men også rummer de ufrivilligt gravide kvinder.
22. juli, 2010 kl. 10:36
“Pittbullterrier får TV-avisens bedste sendetid. Det gør de ufødte børn ikke.”
Skriver du, ja sådan er jounalisternes vilkår, de vil lave overskrifter i forbindelse med nyheder. Abortloven er ikke ny, men det er hundeloven.
Du er jo selv faldet i mediesprogets grøft ved at kalde det “dræberhunde”. Der er 4 af de 13 racer, som har været indblandet i samtlige alvorlige hundeangreb, eller snarere blandinger af de 4 racer. De 6 af racerne er hyrdehunde, som aldrig har være indvolveret i bidskader her.Nogle af dem er sågar brugt til blindeførerhunde, terapihunde og een af dem får EU tilskud og doneres af den kroatiske stat til kvæg og fåreavlere i et ULVEBEVARINGSPROJEKT fordi de ikke angriber, men kan få ulve til at forlade stedet, blot ved hundens adfærd. Iøvrigt er der under 50 eksemplarer af de hyrdehunde i DK. Så er der nogle muskelhunde, som aldrig har været brugt til kamp og som heller ikke har været indvolveret i bidskader. Jeg kan sige dig, at hundefolket ville gerne bytte overskrifter med abortmodstanderne.
Vi er dødtrætte af, at vore fredelige hyrdehunde bliver kaldt “dræberhunde” af folk, der ikke ved, hvad de snakker om.
Hvorfor blande tingene sammen? Det ene udelukker vel ikke det andet?
Man kan opleve, at hvis man i et selskab snakker om dyremishandling, er der straks nogle, som synes, at så længe der findes børn, der mishandles, behøver vi ikke at gøre noget ved dyremishandling.
Jeg synes, at dit indlæg antyder samme indstilling, derfor mit svar.
Det ene burde I gøre og ikke forsømme det andet, således læser jeg skriften.
15. januar, 2011 kl. 17:11
Talte for nylig med en sygeplejerske der fortalte om kvalerne med sene aborter. Der var en trykket stemning på kaffestuen de dage.
Nogen gange virkede giften ikke og barnet kom levende ud. Sygeplejersken måtte holde en klud for barnets ansigt og kvæle det så moderen ikke hørte det græde.
Uanset hvilken religiøs eller politisk holdning man har, så gør det så ondt i mig at vi i et civiliseret land kan tillade sådanne grusomheder. og oven i købet med statsstøtte.
Hvor svært kan det være at beslutte at sådan et barn skal bortadopteres til en af de tusinder barnløse som inderligt ønsker at give det barn et kærligt barndom og liv?
Moderens følelser? Hun har jo har jo afskrevet barnet i sådan et grad at hun ville have det skulle dø, så hvordan kan hun have noget imod det?